Hej. Det må være det første ord. Hmm, mit navn er Celine og jeg er 17 år gammel. Nej, det er simpelthen for kedeligt. Men ja, det er jo mig? En helt normal, gennemsnitslig 17-årig. Hej.
Haha, realiterne går hurtigt op for én. Man er totalt almindelig og gennemsnitslig. Det tog kun tre linjer for mig at opdage det.
Åååh, damnit, jeg føler mig kedelig og nervøs over at skrive én fucking blog. Det burde være ulovligt at tænke så meget, som jeg gør. Ha! Måske er det bare lettere med en blog. Man kan skrive lige, hvad man vil (vi har vel ytringsfrihed ;-)) og folk kan læse det eller ej.
Det er nok derfor, jeg har valgt at kalde den 'Alt og Intet', for det er det, jeg har lyst til at skrive om. Jeg har lyst til at være både alvorlig, skør, random, vred, ked af det, dum og fantastisk klog at høre på.
Jeg prøvede at præsentere mig selv før, men hvad betyder et navn, en alder og informationer, når det, der i virkeligheden gælder, er ens indre? Så nej, jeg vil ikke præsentere mig selv; I lærer mig nok at kende henad vejen og ellers er der jo altid det fantastiske faktum, at man kan SPØRGE om ting :D
I stedet for vil jeg starte med at quote en meget klog og fantastisk, ukendt mand eller kvinde:
Why do we close our eyes when we pray? When we cry? When we dream? Or when we kiss? Because we know that the most beautiful things in life are not seen, but felt by heart.
Det er virkelig et fantastisk citat og det sprang lige i øjnene på mig. Det har jeg virkelig aldrig tænkt over. Men hvor er det bare rigtigt og sikke en smuk tanke!! Hvis man tænker videre over det, mærker efter og selv lukker øjnene, så vil man opdage, at man kan forestille sig alverdens mest fantastiske ting.
Da jeg var lille og jeg lå og skulle sove om aftenen, var jeg bange for mørket; men når jeg lukkede øjnene, så jeg ting for mit indre blik. Sommerfugle, feer, regnbuer, alt godt- naivitet længe leve!! Og det var så fantastisk, for så forsvandt mørket og de bange anelser.
Måske er det nogle gange en god idé at lukke øjnene og bare føle sig selv. Mærke, hvem man er, og at man lever.
Det var så mit første indlæg :-)
- hugs
