Sidder i stuen og lytter til Søren Huss' fantastiske musik. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse, jeg får indeni. Sangene er så fyldt af melankoli, savn og sorg, men samtidig bare så forhåbningsfulde.
Søren Huss blev jo ramt af en kæmpe ulykke for et par år siden; hans kæreste og deres datter blev kørt ned af en lastbil. Kæresten døde på stedet, mens barnet overlevede.
Hvor må det være hårdt at miste den, man elsker. Den, man vil dele livet med. Jeg har altid været kæmpe fan af Saybia, og selvfølgelig bliver man berørt af det. Jeg ved godt, man slet ikke kan sætte sig ind i det og måske ikke engang tillade sig at føle sorg på hans vegne, men når jeg hører hans nye sange, kan jeg bare slet ikke lade være. Jeg føler så meget, når jeg hører dem. Ingen sange har nogensinde rørt mig så meget.
Min mor kom hjem for en uge siden og sagde til mig, at jeg skulle finde Søren Huss' nye sange på youtube. Jeg var lidt skeptisk, for hun sagde, at det lød meget anderledes end Saybia og det kunne jeg slet ikke forestille mig. Men da jeg så fandt 'Et hav af udtstrakte hænder' på youtube, blev jeg bare slået omkuld. Wow, hvor var det bare en fantastisk sang med en skøøøøøn tekst!!!
"Jeg har stirret op fra dybet
Og jeg så et bølgende hav
Udstrakte hænder
Det er kærlighed, der rakte ned
Holdt mig fast og holdt så længe
At jeg til sidst kunne vriste mig fri
Med viljen til selv at stå og holde tanken om at leve ud"
Jeg tolker det, som om han har fået en masse hjælp og kærlighed fra sine venner, som har gjort, at han har kunnet komme videre i sit liv og være en fantastisk far for sin datter.
Jeg kan bare relatere til den tekst. Måske har jeg ikke mistet så meget som ham, men jeg ved, hvordan det er at befinde sig 'på bunden af dybet'.
Den sang er så smuk og virkelig fuld af håb. Han fortæller, at han vil videre. Han vil kæmpe for det og stadig beholde mindet om sin kæreste.
Et hav af udstrakte hænder er en utrolig smuk sang, men en, der er endnu smukkere, er 'Du Er'. Den vil jeg gerne linke til. Ikke til albumversionen, men en live version jeg har fundet på youtube. Grunden til, at det ikke er albumversionen, er, at når det er live, kan man virkelig mærke Søren Huss. Det er en fantastisk følelse og man lever sig virkelig ind i det!!! Ååååh, jeg græd første gang, jeg hørte den. Den er så fyldt med kærlighed og jeg håber, I vil høre den, for den er så fantastisk og ubeskrivelig!
LISTEN GUYS !!
---------------------> Søren Huss - Du Er
Alt og Intet
En blog om alt eller intet. Måske værdiløs, måske værdifuld. Det kan kun en læser bedømme.
torsdag den 18. november 2010
fredag den 12. november 2010
Busser!!! - og chauffører...??
Åh, de kære busser. Vi kører med dem hver dag - jeg gør i hvert fald - og nogle gange er de bare fantastiske; de fragter os fra sted til sted på ingen tid - MEN andre gange er de bare verdens værste motherfuckerlort.
Men det er jo sådan set trafikkens skyld. Busser er fine og jeg ville faktisk heller ikke disse dem. Egentlig ville jeg være noget så bitter over chaufførerne. NØJ! hvor har jeg bare haft nogle chauffører, jeg helst aldrig ville have mødt.
Nogle af de chauffører er simpelthen så sure og de kan virkelig ødelægge ens dag. For et par uger siden havde jeg en chauffør, der lige skulle kommentere, at jeg ikke havde fundet mine penge frem og derudfra konstaterede han så, at jeg var en 'Sjuskedorte', der ikke havde styr på sit liv. Jeg bevarede humøret og da han ikke rakte mig min billet, spurgte jeg, hvor den var. Der var åbenbart kommet en ny maskine, som jeg ikke havde opdaget - UNDSKYLD MANGE GANGE FOR DET - og da han viste mig den, skulle han selvfølgelig liige sig: 'Unge nu tildags....!' og det synes jeg krafthelvede ikke er fair. Hvis det havde været en gammel dame, der ikke kunne finde ud af den slags teknik, så havde han sgu nok været høflig, men jeg er jo ung og dum og ved ikke, hvad jeg skal med mit liv. Åh, hvor jeg synes, det var en belastende kommentar. Så jeg sagde til ham, at hvis han måske var lidt flinkere og lod være med at være sådan en bitter, gammel mand, så kunne det være, vi unge - og hans andre passagerer - ville få en meget bedre dag ud af det og også ham selv, måske?
(åh, det sagde jeg selvfølgelig ikke. Tøset som jeg nu engang er. Men jeg tænkte det!!!)
Og ét er, at de er skidesure, men at de ikke tager hensyn til deres passagerer og sørger for, at de SIDDER ordentligt ned, før de spæner af sted - det er simpelthen for galt!
Jeg har tænkt over at skrive denne blog i noget tid, men jeg havde en oplevelse i dag, der bare gjorde, at det simpelthen var dråben:
Jeg var lige kommet ind i bussen og havde sat mig ned og en gammel mand vat på vej hen og sætte sig ved siden af míg. Lige ind han skal til at sætte sig, drøner buschaufføren derud af og manden vælter ind i mig og slår sit hoved ind i en stang. Jeg råber STOP, STOP! til buschaufføren, men han stopper ikke før jeg råber meget højt og en dame går hen til ham og siger, at en mand er faldet. Endelig stopper han og manden kan rejse sig op igen. Han har ikke slået sig specielt meget og jeg har vist fået taget lidt af faldet.
Buschaufføren sagde undskyld bagefter, men jeg synes simpelthen, det er så livsfarligt ikke at orientere sig om, hvordan andre har det. Han har vel forhelvede et bakspejl, han lige kan kigge i, inden han kører af sted med en fart på 80 km/t. Jeg har før oplevet selv at være ved at falde i en bus og set andre falde nærmest fatalt og det er noget så ubehageligt!
Jeg synes, det er i orden, at vi får at vide, at vi skal behandle chaufførerne med respekt, men så har de godt nok også at tage ansvar for passagererne og vise gensidig respekt overfor dem. Det kan godt være de kommer med deres fine argumenter for, at buschaufførerne skal behandles ordentligt, for de gør en masse for samfundet, men så vil jeg fandme også have, at de skal behandle mig ordentligt!!!
[Selvfølgelig skal vi give credit til de chauffører, der gør et fantastisk stykke arbejde, for de er der også - LOVE ON YOU!]
En anden ting, der er ved busser, er de gamle damer. Der står jo i bussen, at de forreste sæder er FORBEHOLDT ældre mennesker. Og det er helt okay med mig, men det betyder altså ikke, at når der er en overfyldt bus og det eneste sæde, der er tilbage, er det sæde, den gamle dame bruger til sin taske, så er det forbeholdt den.
Jeg kom ind i en næsten fyldt bus for noget tid siden, jeg fik en plads, men det var der en anden dame, der ikke gjorde. Der var en gammel dame, der sad yderst og hendes taske var på det inderste sæde. Damen fra før gik hen til hende og spurgte venligt, om der var plads til hende. Først svarer den gamle dame ikke, og først da damen spørger igen, svarer hun: 'De her sæder er forbeholdt ældre.'
Og hun havde jo helt ret, men ærlig talt så definerer jeg altså ikke en taske, som en 'ældre'. En taske er en taske og behøver ikke en plads.
Jeg blev ret irriteret over det, selvom det egentlig slet ikke omhandlede mig. Undskyld mig, men man kan altså godt være et ordentligt menneske, som helt af sig selv flytter sin taske, når der kommer andre ind i bussen. Ja, det er sgu ærgerligt, hvis man er bange for nærkontakt, men en bus er en bus og der skal helst være plads til alle.
Ja, gamle damer og herrer skal have en plads og jeg rejser mig da også op for dem, for jeg kan sagtens stå. Men jeg vil simpelthen ikke rejse mig op for en taske. Den kan fint være på skødet.
Åh, det var en masse bitterhed, der kom ud der, det er jeg ked af!
Håber, alle får en god weekend alligevel!
Kæmpe kram
Men det er jo sådan set trafikkens skyld. Busser er fine og jeg ville faktisk heller ikke disse dem. Egentlig ville jeg være noget så bitter over chaufførerne. NØJ! hvor har jeg bare haft nogle chauffører, jeg helst aldrig ville have mødt.
Nogle af de chauffører er simpelthen så sure og de kan virkelig ødelægge ens dag. For et par uger siden havde jeg en chauffør, der lige skulle kommentere, at jeg ikke havde fundet mine penge frem og derudfra konstaterede han så, at jeg var en 'Sjuskedorte', der ikke havde styr på sit liv. Jeg bevarede humøret og da han ikke rakte mig min billet, spurgte jeg, hvor den var. Der var åbenbart kommet en ny maskine, som jeg ikke havde opdaget - UNDSKYLD MANGE GANGE FOR DET - og da han viste mig den, skulle han selvfølgelig liige sig: 'Unge nu tildags....!' og det synes jeg krafthelvede ikke er fair. Hvis det havde været en gammel dame, der ikke kunne finde ud af den slags teknik, så havde han sgu nok været høflig, men jeg er jo ung og dum og ved ikke, hvad jeg skal med mit liv. Åh, hvor jeg synes, det var en belastende kommentar. Så jeg sagde til ham, at hvis han måske var lidt flinkere og lod være med at være sådan en bitter, gammel mand, så kunne det være, vi unge - og hans andre passagerer - ville få en meget bedre dag ud af det og også ham selv, måske?
(åh, det sagde jeg selvfølgelig ikke. Tøset som jeg nu engang er. Men jeg tænkte det!!!)
Og ét er, at de er skidesure, men at de ikke tager hensyn til deres passagerer og sørger for, at de SIDDER ordentligt ned, før de spæner af sted - det er simpelthen for galt!
Jeg har tænkt over at skrive denne blog i noget tid, men jeg havde en oplevelse i dag, der bare gjorde, at det simpelthen var dråben:
Jeg var lige kommet ind i bussen og havde sat mig ned og en gammel mand vat på vej hen og sætte sig ved siden af míg. Lige ind han skal til at sætte sig, drøner buschaufføren derud af og manden vælter ind i mig og slår sit hoved ind i en stang. Jeg råber STOP, STOP! til buschaufføren, men han stopper ikke før jeg råber meget højt og en dame går hen til ham og siger, at en mand er faldet. Endelig stopper han og manden kan rejse sig op igen. Han har ikke slået sig specielt meget og jeg har vist fået taget lidt af faldet.
Buschaufføren sagde undskyld bagefter, men jeg synes simpelthen, det er så livsfarligt ikke at orientere sig om, hvordan andre har det. Han har vel forhelvede et bakspejl, han lige kan kigge i, inden han kører af sted med en fart på 80 km/t. Jeg har før oplevet selv at være ved at falde i en bus og set andre falde nærmest fatalt og det er noget så ubehageligt!
Jeg synes, det er i orden, at vi får at vide, at vi skal behandle chaufførerne med respekt, men så har de godt nok også at tage ansvar for passagererne og vise gensidig respekt overfor dem. Det kan godt være de kommer med deres fine argumenter for, at buschaufførerne skal behandles ordentligt, for de gør en masse for samfundet, men så vil jeg fandme også have, at de skal behandle mig ordentligt!!!
[Selvfølgelig skal vi give credit til de chauffører, der gør et fantastisk stykke arbejde, for de er der også - LOVE ON YOU!]
En anden ting, der er ved busser, er de gamle damer. Der står jo i bussen, at de forreste sæder er FORBEHOLDT ældre mennesker. Og det er helt okay med mig, men det betyder altså ikke, at når der er en overfyldt bus og det eneste sæde, der er tilbage, er det sæde, den gamle dame bruger til sin taske, så er det forbeholdt den.
Jeg kom ind i en næsten fyldt bus for noget tid siden, jeg fik en plads, men det var der en anden dame, der ikke gjorde. Der var en gammel dame, der sad yderst og hendes taske var på det inderste sæde. Damen fra før gik hen til hende og spurgte venligt, om der var plads til hende. Først svarer den gamle dame ikke, og først da damen spørger igen, svarer hun: 'De her sæder er forbeholdt ældre.'
Og hun havde jo helt ret, men ærlig talt så definerer jeg altså ikke en taske, som en 'ældre'. En taske er en taske og behøver ikke en plads.
Jeg blev ret irriteret over det, selvom det egentlig slet ikke omhandlede mig. Undskyld mig, men man kan altså godt være et ordentligt menneske, som helt af sig selv flytter sin taske, når der kommer andre ind i bussen. Ja, det er sgu ærgerligt, hvis man er bange for nærkontakt, men en bus er en bus og der skal helst være plads til alle.
Ja, gamle damer og herrer skal have en plads og jeg rejser mig da også op for dem, for jeg kan sagtens stå. Men jeg vil simpelthen ikke rejse mig op for en taske. Den kan fint være på skødet.
Åh, det var en masse bitterhed, der kom ud der, det er jeg ked af!
Håber, alle får en god weekend alligevel!
Kæmpe kram
torsdag den 28. oktober 2010
A presentation
Don't know how to start this.
Hej. Det må være det første ord. Hmm, mit navn er Celine og jeg er 17 år gammel. Nej, det er simpelthen for kedeligt. Men ja, det er jo mig? En helt normal, gennemsnitslig 17-årig. Hej.
Haha, realiterne går hurtigt op for én. Man er totalt almindelig og gennemsnitslig. Det tog kun tre linjer for mig at opdage det.
Åååh, damnit, jeg føler mig kedelig og nervøs over at skrive én fucking blog. Det burde være ulovligt at tænke så meget, som jeg gør. Ha! Måske er det bare lettere med en blog. Man kan skrive lige, hvad man vil (vi har vel ytringsfrihed ;-)) og folk kan læse det eller ej.
Det er nok derfor, jeg har valgt at kalde den 'Alt og Intet', for det er det, jeg har lyst til at skrive om. Jeg har lyst til at være både alvorlig, skør, random, vred, ked af det, dum og fantastisk klog at høre på.
Jeg prøvede at præsentere mig selv før, men hvad betyder et navn, en alder og informationer, når det, der i virkeligheden gælder, er ens indre? Så nej, jeg vil ikke præsentere mig selv; I lærer mig nok at kende henad vejen og ellers er der jo altid det fantastiske faktum, at man kan SPØRGE om ting :D
I stedet for vil jeg starte med at quote en meget klog og fantastisk, ukendt mand eller kvinde:
Why do we close our eyes when we pray? When we cry? When we dream? Or when we kiss? Because we know that the most beautiful things in life are not seen, but felt by heart.
Det er virkelig et fantastisk citat og det sprang lige i øjnene på mig. Det har jeg virkelig aldrig tænkt over. Men hvor er det bare rigtigt og sikke en smuk tanke!! Hvis man tænker videre over det, mærker efter og selv lukker øjnene, så vil man opdage, at man kan forestille sig alverdens mest fantastiske ting.
Da jeg var lille og jeg lå og skulle sove om aftenen, var jeg bange for mørket; men når jeg lukkede øjnene, så jeg ting for mit indre blik. Sommerfugle, feer, regnbuer, alt godt- naivitet længe leve!! Og det var så fantastisk, for så forsvandt mørket og de bange anelser.
Måske er det nogle gange en god idé at lukke øjnene og bare føle sig selv. Mærke, hvem man er, og at man lever.
Det var så mit første indlæg :-)
- hugs
Hej. Det må være det første ord. Hmm, mit navn er Celine og jeg er 17 år gammel. Nej, det er simpelthen for kedeligt. Men ja, det er jo mig? En helt normal, gennemsnitslig 17-årig. Hej.
Haha, realiterne går hurtigt op for én. Man er totalt almindelig og gennemsnitslig. Det tog kun tre linjer for mig at opdage det.
Åååh, damnit, jeg føler mig kedelig og nervøs over at skrive én fucking blog. Det burde være ulovligt at tænke så meget, som jeg gør. Ha! Måske er det bare lettere med en blog. Man kan skrive lige, hvad man vil (vi har vel ytringsfrihed ;-)) og folk kan læse det eller ej.
Det er nok derfor, jeg har valgt at kalde den 'Alt og Intet', for det er det, jeg har lyst til at skrive om. Jeg har lyst til at være både alvorlig, skør, random, vred, ked af det, dum og fantastisk klog at høre på.
Jeg prøvede at præsentere mig selv før, men hvad betyder et navn, en alder og informationer, når det, der i virkeligheden gælder, er ens indre? Så nej, jeg vil ikke præsentere mig selv; I lærer mig nok at kende henad vejen og ellers er der jo altid det fantastiske faktum, at man kan SPØRGE om ting :D
I stedet for vil jeg starte med at quote en meget klog og fantastisk, ukendt mand eller kvinde:
Why do we close our eyes when we pray? When we cry? When we dream? Or when we kiss? Because we know that the most beautiful things in life are not seen, but felt by heart.
Det er virkelig et fantastisk citat og det sprang lige i øjnene på mig. Det har jeg virkelig aldrig tænkt over. Men hvor er det bare rigtigt og sikke en smuk tanke!! Hvis man tænker videre over det, mærker efter og selv lukker øjnene, så vil man opdage, at man kan forestille sig alverdens mest fantastiske ting.
Da jeg var lille og jeg lå og skulle sove om aftenen, var jeg bange for mørket; men når jeg lukkede øjnene, så jeg ting for mit indre blik. Sommerfugle, feer, regnbuer, alt godt- naivitet længe leve!! Og det var så fantastisk, for så forsvandt mørket og de bange anelser.
Måske er det nogle gange en god idé at lukke øjnene og bare føle sig selv. Mærke, hvem man er, og at man lever.
Det var så mit første indlæg :-)
- hugs
Abonner på:
Opslag (Atom)